I dette fængslende landskab står et ensomt ferskentræ stolt, prydet med delikate hvide blomster mod en baggrund af snurrende blå og bløde grønne nuancer. De teksturerede penselstræk, der er karakteristiske for kunstnerens stil, fremkalder en følelse af bevægelse, som om vinden blidt stryger hen over kronbladene. Hver blomst ser ud til at danse i lyset, og kaster bløde skygger på jorden, hvor græssets nuancer varierer fra dæmpet grønt til blødt gult, hvilket skaber en indbydende og fredfyldt eng. Det næsten abstrakte hegn i baggrunden med sine vertikale linjer og jordbrune nuancer tilføjer en behagelig kontrast, der indrammer træs eteriske natur.

Kompositionen er slående i sin enkelhed, men formidler dog dybe følelser af fornyelse og skønhedens forbigående karakter. Man kan næsten høre den blide raslen af kronblade og føle varmen fra den kommende forår. Dette værk, malet i en tid med personlig uro for kunstneren, taler højlydt om håb og glæde fundet i naturens cykler. Brugen af livlige farver, især den rene hvide fremhævet af jordfarver, bidrager til en glad og melankolsk atmosfære, som inviterer seerne til at reflektere over livets og skønhedens forbigående natur.