I dette fængslende værk transporteres beskueren til en rolig, næsten drømmende scene, hvor bløde nuancer og lette penselstræk skaber en følelse af ro. Broen, skønt subtilt defineret, fremstår som et centralt element, der inviterer en til at overveje, hvad der ligger derude. Monet's karakteristiske impressionistiske stil stråler; lag af farver maler en frodig baggrund, et tapet af grønt og blåt, der blander sig med livlige pink og lavendel pletter. Det er som om bladene og vandet er involveret i en tavs samtale, hvisker naturens hemmeligheder til dem, der tager et øjeblik for at stoppe og absorbere atmosfæren.

Hver penselstræk synes at være forsætlig, men også spontan, hvilket giver fantasien mulighed for at vandre frit. De glitrende refleksioner i vandet fremkalder følelser af fred og nostalgi, hvilket vækker minder om stille eftermiddage brugt i naturen. Dette værk, der blev skabt nær slutningen af Monets liv, illustrerer hans dygtighed i at fange de flygtige effekter af lys og atmosfære, mens det samtidig udtrykker hans kærlighed til den naturlige verden. Man kan næsten høre den stille raslen af blade og føle den kølige brise mod huden, mens man dykker endnu dybere ind i dette fortryllende landskab.