Dette kunstværk fanger en dramatisk kystsituation, der viser resterne af en borg mod en baggrund af tumultuarisk himmel. Ruinerne dominerer forgrunden; deres slidte sten er dyppet i en blanding af jordfarver og nuancer af frodigt grønt, hvilket indikerer både nedbrydning og liv i landskabet. Malerens teknik er ekspressiv, med virvlende penselstræk, der synes at formidle selve bevægelsen af skyerne — en omskiftelig himmel fyldt med grå, hvide og blå nuancer, der antyder konsekvenserne af en storm. Dette virvlende kaos møder de roligere vande i Themsen, hvor stråler af sollys forsøger at trænge igennem, afspejles på bølgerne og skaber en blændende kontrast.

I det fjerne falmer horisonten ind i et blødt, æterisk lys, næsten der antyder håb efter kaoset. Tilstedeværelsen af små figurer, måske bønder eller vandrere, styrker endnu en gang scenen og understreger menneskehedens forhold til naturen — et tema, der danner dybe genklang. Den følelsesmæssige indflydelse af maleriet reflekterer en dyb beundring for naturens magt og modstandsdygtighed, en følelse der sandsynligvis forstærkes af den historiske kontekst, hvori det blev skabt. I en tid med store forandringer i England, herunder den industriøs revolution, fungerer dette værk som en påmindelse om den vedvarende skønhed i den naturlige verden midt i menneskelige bestræbelser.