I dette enestående landskab bliver seeren transporteret til en stille, men foruroligende scene. Kompositionen udfolder sig med en ensom figur til hest, der bevæger sig gennem en vidtrækkende, tåget flade. Tågeskyer svæver omkring og skaber en æterisk atmosfære; det svage lys antyder, at solen kæmper for at bryde igennem tågen. Til højre ligger en spøgelsesagtig hestevogn, halvt skjult i sværmende tåge, hvis tilstedeværelse føles mere end den ses, hviskende historier fra fortiden. Landskabet er et tæppe af dæmpede jordfarver, hvor brune og grå nuancer smelter problemfrit ind i atmosfæren og fanger essensen af de skiftende årstider. Det ensomme træ, næsten silhouetteret imod det bløde lys, står som en vagthund i forgrunden og indbyder til overvejelser om modstandskraft og ensomhed.

Emotionsmæssigt resonnerer stykket med en dyb følelse af stille refleksion. Der er en uroligende stilhed her; det føles næsten som et øjeblik, der er frosset i tiden, hvor den flygtige skønhed i naturen minder os om livets cykliske natur. Historisk afspejler dette maleri den interesse for den naturlige verden, der herskede i det 19. århundrede, ved at illustrere det russiske landskab med en følsomhed, der presser seeren til dybt at forbinde sig med dets atmosfære. Kunstnerens betydning ligger i hans evne til at formidle humør og følelser gennem en kunstform, der overskrider simpel repræsentation; den inviterer betrageren til at reflektere over, hvad der ligger ud over det synlige, og indfanger den flygtige, men gribende skønhed af et efterårsopvarmning.