Dette udtryksfulde landskab fanger Obersee nær Berchtesgaden i en mesterlig fremstilling af lys og skygge. De høje bjerge dominerer scenen, deres robuste overflader detaljeret med omhu, og fanger sollyset, der bryder gennem de tunge skyer ovenover. Den turkise sø ved foden af disse klipper reflekterer den mørklagte himmel og skaber en rolig kontrast til de mægtige sten. Den omhyggelige penselføring skildrer teksturerne af sten, vand og løv med bemærkelsesværdig realisme, mens kompositionen dygtigt leder betragterens blik gennem dalen mod de fjerne bjergtoppe, som er indhyllet i tåge. Paletten er overvejende kold med dybe blå og grå toner, gennembrudt af det varme gyldne lys, der dramatisk oplyser den centrale klippevæg og vækker en dyb følelse af ærefrygt og ro.

Den følelsesmæssige effekt af maleriet ligger i spændingen mellem naturens storhed og den intime ro ved søen nedenfor. Det atmosfæriske perspektiv, forstærket af blødgørelsen af fjerne former, inviterer til eftertanke over den sublime skønhed og kraft, der er iboende i dette alpine miljø. Malet i 1858, i en periode hvor romantikken understregede vildmarkens majestæt og den følelsesmæssige respons, den vækker, står dette værk som et vidnesbyrd om tidens fascination af uberørte naturlandskaber. Dets kunstneriske betydning understreges yderligere af den omhyggelige teknik og den harmoniske balance mellem drama og stilhed, hvilket gør det til en tidløs hyldest til naturens imponerende skønhed.