Scenen udfolder sig med en ro, der føles både velkendt og dybt personlig. Maleriets gengiver en klynge huse, der er placeret ved siden af hinanden, med væggene gengivet i bløde, næsten cremede nuancer, hvilket antyder det bløde lys fra en overskyet dag. Tagene er et lappetæppe af teksturer og toner, der spænder fra dybe, jordnære brunlige toner til lysere, solkysset gråtoner, hvilket antyder alderen og karakteren af disse ydmyge boliger.

Kompositionen trækker øjet gennem scenen og begynder med forgrunden, hvor jorden møder husene, et gobelin af grønt og brunt, hvor landskabet rejser sig forsigtigt. Penselstrøgene er synlige, strøgene skaber en fornemmelse af bevægelse og liv, som om kunstneren havde fanget selve åndedrættet i scenen. Himlen hænger over hovedet, et dæmpet lærred, der lader boligerne være det sande motiv; det overordnede indtryk er af fredfyldt skønhed, der fanger et øjeblik af stilhed og enkel glæde i verdens hverdagsliv.