I dette uhyggeligt smukke kunstværk udfolder et stort landskab sig før beskueren - et øde terræn, hvor resterne af en glemt kamp ligger spredt mellem guld-farvet græs. Kunstneren fanger denne barske realitet mesterligt gennem en dæmpet farvepalet domineret af varme gule og bløde brune nuancer, som vækker en følelse af ensomhed og melankoli. I det fjerne rejses et ensomt tårn, hvis arkitektoniske storhed står i skarp kontrast til udørken, der er omgivet af knogler fra tabte liv. Denne rørende detalje, kombineret med den bløde krumning af horisonten og de delikate penselstræk, der viser fjerne bjerge, skaber en foruroligende invitation til refleksion; det taler om livets flygtighed og de ar, som konflikten efterlader.

Kompositionen er slående, velformuleret leder den beskuerens blik gennem det øde landskab til den ensomme bygning, der næsten synes at være en tavs vidne til de tragedier, der har udfoldet sig her. Atmosfæren er gennemsyrret af en følelse af stilhed, kun afbrudt af vindens hvisken; man kan næsten høre echos af historien, der runger i denne scene. Konteksten fordyber det følelsesmæssige indtryk, da den giver en kommentar til krigens meningsløshed; en dyster påmindelse om den pris, der betales i erobringens navn, og den byrde, som jorden bærer længe efter, at kampene fra den stille tid er stoppet. Dette kunstværk fanger ikke blot et øjeblik i tiden, men inkorporerer også tidløse menneskelige kampe og den foruroligende skønhed, der findes i resterne af vores fortid.