Scenen udspiller sig inden for en tyrefægtningsarena, hvor en stærk kontrast af lys og skygge dominerer kompositionen. To tyre er de centrale figurer, der er låst i en dødelig dans med deres bødler. En tyr, mørk og magtfuld, angriber, mens den anden ser ud til allerede at være besejret. Matadoren, bevæbnet med et sværd, er klar, hans ansigt er en maske af dyster beslutsomhed. Mængden, en masse utydelige figurer, ser på fra de trinopdelte tribuner; deres tilstedeværelse er et tavst vidnesbyrd om spektaklets brutalitet. Kunstneren bruger skarpe linjer og dramatiske kontraster til at skabe en følelse af spænding og bevægelse og trækker beskueren ind i dramaets hjerte. Jeg kan næsten høre folkemængdens brøl, sammenstødet af hornene og de såredes desperate skrig. Goyas vision af tyrefægtningen er alt andet end glamourøs; den er rå, visceral og ubønhørligt ærlig. Det er en kraftfuld skildring af vold og den menneskelige fascination af den, som minder mig om den mørkere side af den menneskelige natur.