Kunstværket kaster øjeblikkeligt beskueren ind i en scene af dyb ødslighed. Hovedfiguren, tilhyllet og indhyllet i skygger, står som en stoisk vagt mod mørket, der nærmer sig. Det er en figur i sorg, måske bedrøvet, eller måske resigneret over for den dystre virkelighed, der udspiller sig omkring dem. Kunstnerens brug af skygge er mesterlig; den opsluger baggrunden og skaber en påtagelig følelse af klaustrofobi og fortvivlelse. Detaljerne er få, næsten ætsede i stedet for malet, hvilket forstærker følelsen af råhed, af en blottet sandhed. Kompositionen tvinger blikket mod figuren og gør os til vidner til hendes ensomhed og hendes plads i dette sørgelige miljø. Man kan næsten høre stilheden, tynget af byrden af uudtalt sorg.