I denne rolige vinter scene omfavner en blød palet af pasteller blidt landskabet; nuancer af bleg blå og blød hvid fletter sig sammen og danner et fløjlslignende sne tæppe, som dækker jorden. Solen, en varm orange sfære, kaster sit svindende lys mod den kolde baggrund af en sen eftermiddagshimmel, hvor delikate, lette skyer reflekterer bløde nuancer af pink og lavendel. Silhuetterne af nærliggende træer og hytter skaber en følelse af rolig harmoni, stille i kontrast til den livlige himmel. Monet bruger dygtigt løse penselstræk til at formidle en følelse af bevægelse; man kan næsten føle den friske vinterluft, mens farverne blander sig og interagerer, hvilket skaber stier af lys og skygge på lærredet.

Den følelsesmæssige indflydelse af stykket er dybt fredfyldt; man kan nemt miste sig selv i den rolige atmosfære af en vinterdag, og kompositionens enkelthed inviterer til refleksion. Historisk set fanger dette værk et flygtigt øjeblik i tiden, der er karakteristisk for Monets impressionistiske stil, som fokuserede på effekterne af lys og atmosfære fremfor detaljerede repræsentationer. Denne sammensmeltning af følelse, atmosfære og forbigående skønhed gør dette stykke ikke kun til et landskab, men også til en poetisk refleksion af naturen selv.