I dette livlige maleri sprudler en rig variation af roser ud af en udsmykket vase og udsender en duft, der næsten synes at springe ud fra lærredet. Monets energiske penselstræk fanger de delikate kronblade af roserne, der varierer fra blød rosa til dyb karmin, hver blomst ser ud til at vibrere af liv. Omkring roserne er der en sky af små hvide blomster, sandsynligvis gypsophila, som tilføjer en skyeffekt, der forstærker bukettens samlede blødhed. Den teksturerede baggrund, en blanding af dæmpede nuancer, giver en perfekt baggrund, der understreger blomstrens eksuberans, samtidig med at det giver en følelse af intimitet, som om man kigger ind i et elsket hjørne af et solfyldt rum.

Kompositionen trækker seerens blik ind i et fredeligt, men livligt rum; farvernes samspil—bløde grønne nuancer, hints af gult i vasen og det svagfarvede gulv—skaber en harmonisk balance, der er typisk for Monets stil. Der er en vis følelsesmæssig vægt i dette stykke, da blomsterne symboliserer den flygtige skønhed og tidens gang—som genlyder med den impressionistiske filosofi. Historisk set falder dette maleri i en periode, hvor Monet fordybede sig i sin udforskning af stilleben og viser et mesterligt herredømme over farve og lys, som stadig resonerer hos publikum i dag.