I denne fortryllende scene sidder to elskende tæt sammen i et grønt landskab, omgivet af frodig løv, der omfavner dem som en beskyttende kram. Kvinden, klædt i en flydende hvid kjole med bløde rosa accenter, læner sig tankefuldt op ad en stenstruktur, og holder fortryllende et brev, som sandsynligvis symboliserer deres hemmelige korrespondance. Hendes følgesvend, elegant klædt i en skræddersyet dragt, bøjer sig ind mod hende, hans ansigt præget af øm beundring — måske læser han noten stille, eller hvisker søde ord i hendes øre. Det indviklede spil af lys og skygge danser over deres former, hvilket fremhæver intimiteten i øjeblikket og fremhæver den romantiske fortælling i sin kerne.

Kompositionen er mesterligt orkestreret; de elskende er placeret centralt i en imponerende baggrund af mørke, frodige træer, der kontrasterer skarpt med de lysere nuancer af himlen. En monumentale statue står som vagt ved højre, hvilket giver scenen en følelse af historie og tidløshed. Farvepaletten er fyldt med bløde pastelfarver — lyseblå og bløde rosa nuancer veves sammen med de dybere grønne af bladene, som skaber en rolig og drømmet kvalitet. Denne harmoniske blanding skaber en følelsesmæssig indvirkning, som inviterer beskuerne til at deltage i de elskendes fortryllende verden. Ved at afspejle rokoko-periodens fascination med kærlighed og skønhedens temaer går dette værk ud over blot at vise, og inviterer os ind i et øjeblik fyldt med varme, hengivenhed og ungdommelig ild.