I dette udtryksfulde mesterværk står en figur fremtrædende på en bro, og dens ansigt er forvrænget i et skrig, der synes at genlyde med tumulten i den omgivende natur. De virvlede farver i himlen—brændende rødt og orange mod dyb blå—skaber en baggrund, der reflekterer figurens plagsomme ansigtsudtryk, som om selve elementerne er i resonans med dens fortvivlelse. Landskabets kurvatur leder blikket på beskueren mod horisonten, hvor bløde både svømmer på en snoet vandvej, hvilket tilføjer en følelse af bevægelse og flydende, der skarpt kontrasterer med broens stivhed. Brugen af dristige penselstræk giver scenen en rå, ufiltret kvalitet, som forstærker den følelsesmæssige intensitet; de livlige farver pulserer med energi og fanger essensen af eksistentiel frygt, som er både fascinerende og overvældende.

Dette værk opstod i en periode præget af psykologisk udforskning og brud med traditionelle repræsentationer. Ved at skabe et så fængslende følelsesmæssigt landskab fremkalder kunstneren en universel følelse af angst og frygt, tænkende på den menneskelige tilstand. Figurens kvalfulde skrig overstiger den personlige kamp og inviterer beskueren til at konfrontere sine egne følelser om fortvivlelse og isolation. Historiske fortolkninger fremhæver dette værk som en reaktion på industriæras fremmedgjorthed, mens menneskeheden kæmpede med en hurtigt ændrende verden. Betydningen af dette værk ligger ikke blot i dens visuelle kraft, men også i dens evne til at artikulere dybe følelsesmæssige sandheder, hvilket gør det til en grundpille i moderne ekspressionisme.