Værket kommunikerer en følelse af dyb alvor, mens figurer krydser et snedækket landskab med hovederne bøjet under vægten af deres egne byrder. Hver enkelt person synes at være indhyllet i sine egne tanker, indhyllet i dybe blå og dæmpede gule nuancer, hvilket skaber både kontrast og en foruroligende enhed mellem dem. Atmosfæren er tung, næsten håndgribelig; betragteren kan forestille sig den kolde luft, der bider i huden, suppleret af en stilhed, der kun forstyrres af knirken af sne under tunge støvler. Bygningerne i baggrunden, med deres geometriske former, tilbyder en stærk påmindelse om industrien – en proces, der måske har bidraget til arbejdernes vanskeligheder.

Kompositionen er bevidst arrangeret, hvilket fører øjet langs processionen af figurer, der bevæger sig mod horisonten. Brug af farve forstærker den følelsesmæssige dybde; de kolde blå nuancer vækker sorg, mens de varmere gule giver en følelse af håb eller måske en smertefuld erkendelse. Denne dualitet forstærker den følelsesmæssige effekt, der genlyder hos betragteren. Historisk betydningsfuld fanger dette stykke et øjeblik af arbejderkampe efter Første Verdenskrig, en tid hvor mange stod over for sociale ændringer, og hvor industrialiseringen påvirkede deres liv. Det står som en refleksion over menneskeligt arbejde og udholdenhed i en ofte grusom verden.