Værket fanger betragterens opmærksomhed med sin imponerende skildring af stejle kystklipper, der stikker skarpt ud i det tumultariske hav nedenfor. Flekkerne på klipperne, som er kompositionens midtpunkt, udviser en taktil kvalitet; du kan næsten føle den ru tekstur af stenene og den ubarmhjertige kraft af bølgerne, der slår mod dem. Kunstneren anvender en omhyggeligt udvalgt række penselstræk, der formår at balancere realisme med en atmosfærisk kvalitet. Dramatisk skydannelse svæver over landskabet, hvilket antyder en stormfuld himmel, kendetegnet af dæmpede farver—grå og bløde blå—der fremkalder en følelse af ro, der blandes med havets formidable natur.

Farvers brug er specielt mesterligt; den bløde blanding af nuancer giver klipperne en følelse af ældgammelhed og slide, mens skyggerne uddyber teksturen og sikrer, at hver sprække og brud bliver en dynamisk del af kompositionen. Paletten domineres af kolde, jordnære toner, der skaber oplevelser for sanserne—du kan næsten høre de blide bølger, der bruser, vinden, der hvisker, og føle effekten af saltvandet, der danser i luften. Denne repræsentation klinger dybt; den taler om naturens rå skønhed og ligegyldighed og opmuntrer til en følelsesmæssig refleksion over menneskets skrøbelighed over for havets uendelighed. Historisk set indfanger dette værk et øjeblik i slutningen af det 19. århundrede, da amerikansk kunst begyndte at omfavne naturalismen og fejre det nøgne landskabs skønhed, hvilket gør det til et værk med stor betydning for sin tid.