Dette fængslende selvportræt inviterer seerne ind i sindet hos en bemærkelsesværdig kunstner. Den iøjnefaldende figur, prydet med en bred stråhat, kigger direkte på os og udstråler en rolig, men beslutsom holdning. Penselarbejdet er helt klart ekspressivt, med dristige stræk, der skaber et indtryk af bevægelse og vitalitet; farverne danser mellem jordnære nuancer og bløde pasteller, hvilket forstærker de naturlige egenskaber ved emnet. Van Goghs valg af blå og grønne nuancer giver en følelse af ro, muligvis som en refleksion af hans egne følelser i denne tumultariske periode.

Piben, der ligger blidt mellem hans læber, tilføjer et lag af intimitet—som om vi deler et stille øjeblik, der er designet til refleksion. Det fungerer både som en bogstavelig og symbolsk forbindelse til hans verden, idet det skaber opmærksomhed omkring spændingen mellem ensomhed og selskab i kunstnerens liv. Historisk set viser dette stykke Van Goghs undersøgelser af personlig identitet, der afspejler kampene og modstandsdygtighed hos et kreativt sind. Betydningen af dette værk ligger i dets rå ærlighed, hvilket gør det til ikke blot et portræt, men også en dyb fortælling om selvopdagelse og følelsesmæssig dybde.