Dette kunstværk fanger en gribende gadescene, der fremkalder en følelse af stille observation. Kompositionen er enkel, men penselstrøgene er fulde af liv og fanger essensen af et øjeblik i tiden. Figurerne er gengivet med en økonomi af linjer, der antyder snarere end at detaljere, og det er netop denne kvalitet, der trækker beskueren ind og inviterer dem til at udfylde hullerne med deres fantasi. Den afdæmpede farvepalet forstærker den dystre, indadvendte stemning. Den måde, lyset falder på, antyder en kold dag, og figurerne, pakket ind, ser ud til at navigere i kulden med en fælles følelse af formål eller måske resignation.

Kunstneren bruger negativ rum mesterligt; det tomme lærred omkring figurerne og bygningerne er lige så vigtigt som de malede elementer selv, hvilket giver stykket et pust af luft. Der er en blid tristhed i scenen, en påmindelse om de hverdagsdramaer, der udspiller sig i verdens stille hjørner, et flygtigt glimt af menneskeheden.