I dette betagende landskab udfolder den rolige scene sig med en blød omfavnelse af bløde nuancer og delikate penselstræk. Den fjerne kirke, et fremtrædende træk i den rolige baggrund, vækker en følelse af nostalgi; dens konturer er næsten eteriske i det tågede miljø. Bløde blå og dæmpede grå farver flyder over lærredet og harmonerer med det bølgende vand i forgrunden, hvor både svømmer dovent og giver kompositionen en følelse af stille rytme. Lyset synes at danse, og belyser de subtile teksturer af både land og vand, som om det fanger et kortvarigt øjeblik af stille refleksion.

Kompositionen fører blidt øjet fra forgrunden til den bløde silhuet af kirken, hvilket skaber en lagdelt effekt, der trækker betragerne dybere ind i scenen. Monets dygtige brug af lys og farve, især i blandingen af pastelfarver, fremhæver hans dygtighed i atmosfæriske effekter. Dette værk resonnerer med en fredelig essens, der fører os til et øjeblik af rolig refleksion. Det fungerer som en påmindelse om kunstnerens dybe forbindelse til naturen og hans bemærkelsesværdige evne til at formidle følelser gennem penselens arbejde og paletens valg, hvilket bekræfter hans plads i udviklingen af impressionismen.