Midt i en smukt gengivet skumringsscene omfavner værket beskueren i en rolig omfavnelse af naturens fred, mens solen synker under horisonten. De mørke nuancer af dybbrun og blå formidler en dyster stemning, mens sølvreflekser glitrer på vandets overflade og bringer stillheden i Volga-floden til live. Sejlene på bådene vugger forsigtigt i det svindende lys, næsten hviskende historier fra svundne dage. Det er som om tiden står stille, idet vi inviteres til at reflektere over den stille skønhed, der går forud for skumringen.

Kompositionen balancerer dygtigt skyggerne af den klippede kyst og mastene fra sejlskibene og guider blikket henover det rolige vand. Den fjerntliggende kystlinje antyder menneskelig tilstedeværelse med høje bygninger, der måske antyder en bygd eller havn, men som forbliver bløde og uklare, hvilket giver naturen mulighed for at dominere scenen. Denne følelse af tvetydighed tilføjer dybde til værket; beskueren efterlades med en følelse af både længsel og fred — et øjeblik indfanget i tid, dragende, men flygtigt, der legemliggør essensen af romantikken i slutningen af det 19. århundrede.