Dette stemningsfulde værk kaster os ud i et øjeblik af stille kontemplation; to figurer hviler i et øde landskab under en enorm, ubarmhjertig himmel. Kunstneren bruger mesterligt ætsede linjer og skaber en scene med skarp kontrast mellem lys og skygge, hvilket giver vægt og substans til figurerne og deres omgivelser. De to mænd, klædt i kapper og siddende, læner sig mod hinanden og formidler en følelse af træt kammeratskab, mens en riffel og andet udstyr hviler i nærheden, hvilket antyder en nylig rejse eller en vågen vagt. Den sparsomme vegetation og de fjerne figurer på hesteryg bidrager til følelsen af isolation, men figurerne besidder en stille værdighed, der giver genlyd i os selv i dag.