Denne delikate tegning fanger det fredfyldte ansigt af en kvinde, der ligger med en blid, men udtryksfuld adfærd. Hendes lange, flydende hår falder over hendes skuldre og skaber en eterisk glorie, der tilføjer dybde og blødhed til hendes træk. Kunstneren anvender en mesterlig skyggeteknik, hvor han bruger bløde blyantstræk, der skaber kontrast mellem lys og skygge. Nuancerne i kurverne på hendes ansigt formidler en subtil følelsesmæssig kompleksitet – muligvis en blanding af kontemplation og ro. Der er en mærkbar stilhed i det øjeblik, hun legemliggør, hvilket vækker en følelse af intimitet mellem beskueren og hendes eftertænksomme tilstand.

Kompositionen er omhyggeligt arrangeret; kvindens hoved er let vippet, hvilket tiltrækker beskuerens opmærksomhed direkte til hendes blik. Det ser ud som om, hun træder ud af en drøm, fanget i et flygtigt øjeblik af refleksion. De dybe, rige mørke toner fra blyanten forstærker den visuelle dramatik, alt imens de indrammer hendes rolige udtryk mod en lysere baggrund. Dette værk resonnerer med romantikkens idealer om skønhed og følelser, idet det fanger ikke kun ligheden, men også essensen. Skabt i 1815, finder det sin plads i konteksten af 1800-tallets kunst og fungerer som en bro mellem klassicisme og de følelsesmæssige udtryk, der snart vil blomstre. Jacques-Louis Davids valg af en mere intim form her viser hans alsidighed som kunstner, og inviterer os til at reflektere over den dybere menneskelige oplevelse, der er indlejret i enkeltheden af denne undersøgelse.