Denne kraftfulde scene vækker en storhed, der fanger sanserne; et øjeblik, der er fanget i det gamle mod og ofre. Figurerne er ikke blot modeller, men helte, der skildrer den legendariske beskyttelse af Leonidas ved Thermopylæ, hvis ansigtsudtryk spænder fra intens raseri til alvorlig beslutsomhed. Klædt i foldede stoffer glimter deres rustninger i lyse nuancer; det dristige røde og dybbrune fra deres beklædning står i skarp kontrast til de frodige grønne og jordfarver, der indrammer baggrunden. Kompositionen er dynamisk; figurerne er anbragt med en følelse af bevægelse og hast, der marcherer mod en usynlig kamp uden for lærredet, mens Leonidas selv er central, næsten dominerende, hans nøgne torso symboliserer både skrøbelighed og heroisk styrke.

Kunstneren bruger olie til at skabe en livagtig kontrast mellem farver og teksturer, hvilket tillader betragterens øjne at blive tiltrukket af de intrikate detaljer i hver figurs påklædning, især dekorationerne på deres hjelme og skjold. Den følelsesmæssige vægt er åbenlys; man kan næsten høre lyden af sværdkollisioner og de brændende skrig fra krigerne, der forbereder sig på deres sidste kamp. Refleksioner over mod, enhed og den ubarmhjertige gang af historien genlyder gennem hele værket. Jacques-Louis David, en inkarnation af de neoklassiske idealer, trækker fra fortiden, mens han dybt appellerer til nutidens følelser og inviterer seerne til en dialog om æresbevis, ofre og den menneskelige ånd. Når du kigger, er du ikke blot en observatør; du er med i den tidløse fortælling om mod i kaos.