Kunstværket fanger med en stille fremstilling af en kystscene, hvor ru klipper majestætisk står mod en baggrund af bølgende bakker og et roligt hav. Kunstneren anvender dygtigt bløde penselstræk til at skildre detaljerne i klippeformationerne, hvis distinkte former fanger opmærksomheden, mens de harmonisk smelter ind i landskabet. Den snoede jordvej leder blikket, og inviterer seerne til at vandre langs den pittoreske rute sammen med figurer, der nyder en rolig gåtur. Man kan næsten høre de bløde hvisken fra havbrisen og de fjerne opkald fra havfugle, der svæver over hovedet – disse elementer giver liv til scenen.

Farvepaletten er en symfoni af bløde blå og grønne nuancer, suppleret med de varme gyldne toner af sollyset, der filtreres gennem skyerne. Denne kombination vækker en følelse af fred og ro og skaber en følelsesmæssig resonans, der fordyber forbindelsen mellem beskueren og naturen. Den historiske kontekst i slutningen af det 19. århundrede, en periode præget af en værdsættelse af maleriske og romantiske fortolkninger af landskaber, tilføjer lag til værkets betydning. I sidste ende er dette stykke et vidnesbyrd om kunstnerens evne til at fange naturens delikate skønhed og inviterer os til at stoppe op og reflektere over den ro, der kan findes i sådanne landskaber.