Scenen skinner med en æterisk kvalitet, som om den ses gennem et slør af frostet glas. Nøgne, skeletagtige træer strækker sig mod en himmel, der brænder af det bløde, diffuse lys fra en vinters eftermiddag. Kunstneren bruger mesterligt en palet, der domineres af kolde blå og dæmpede gule, med strejf af karmin og umbra, der forankrer kompositionen. Bygningerne i baggrunden, forenklede former mod lyset, giver en følelse af dybde og afstand, hvilket bidrager til den overordnede følelse af ro.

Penselstrøgene er løse og udtryksfulde, med synlige streger, der formidler en følelse af bevægelse og atmosfære og fanger essensen af årstiden. Forgrunden er gengivet i varmere toner, hvilket antyder jorden under et tæppe af sne eller frost, hvilket skaber en subtil kontrast til kulden i himlen og træerne. Dette maleri udstråler en stille skønhed, et øjeblik fanget i tiden; man kan næsten føle den kolde vinterluft og høre årstidens blide hvisken.