Maleri fanger smukt et roligt landskab, hvor de kolde nuancer af blå definerer vandets overflade, der skinner blødt i sollyset. Reflekteret i dybderne blander de livlige, men rolige blå nuancer sig med bløde hvide og jordnære grønne nuancer og maler en scene, der både er beroligende og fangende. Den bløde strøm af vand, drysset med isflager, antyder en stemning af slutningen af vinteren eller begyndelsen af foråret, hvor naturen ser ud til at vågne fra sin søvn. De fjerne bakker, som er dækket af en blød blå tåge, skaber en følelse af dybde og ro; de minder om en verden, der ikke er forstyrret af kaos, og indbyder beskueren til at miste sig selv i sin stilhed.

Når jeg ser på penselstræk, som Monet så dygtigt har anvendt, kan jeg næsten høre hvisken fra vinden, der glider over vandets overflade, og den bløde knirk af sne under mine fødder. Kompositionen er bedragerisk simpel, men stærkt udtryksfuld, og fanger opmærksomheden på kontrasten mellem det frosne landskab og glans af det funklende vand. Monets dygtige brug af lys spiller en afgørende rolle her; i stedet for at detaljere hvert element tilbyder han en vidunderlig indtryk, der lader beskuerens fantasi fylde tomrummene. Dette værk træder ikke kun frem som en gengivelse af en scene, men som et følelsesmæssigt landskab, der genklanger med en dyb stillhed og viser kunstnerens enestående evne til at omsætte naturens skønhed til visuel poesi.