Dette betagende værk fanger naturens rå skønhed og viser snoede oliventræer, der ser ud til at hviske hemmeligheder med deres snoede grene. Værket sprudler af liv, som om en blid brise legede nysgerrigt gennem kronen af livlige blå og grønne blade. Van Goghs karakteristiske penselarbejde skaber en rytme, der efterligner terrænet; kurvede linjer tegner jorden og trækker beskueren ind i en livlig verden, hvor farven vågner til live. Solbelyste pletter af rig jord står i kontrast til træernes dybe skygger, mens udbrud af livlig orange dukker op imellem græsset, og skaber et legende spil mellem lys og skygge - et vidnesbyrd om Van Goghs følelsesmæssige forbindelse til landskabet, fuld af sanseindtryk og følelser.

Den følelsesmæssige indvirkning af dette maleri er håndgribelig; det fremkalder ikke kun essensen af olivenlundene, men formidler også en følelse af introspektion og fred. Hver penselstræk ser ud til at pulserende med Van Goghs indre urolighed, og alligevel hans stræben efter trøst i naturens favn. Dette landskab, malet i 1889 under en periode med personlige kampe for kunstneren, illustrerer ikke blot hans tekniske dygtighed, men også hans evne til at formidle dybe følelser gennem lærredet. Farverne — dristige, men harmonisk blandede — fungerer som en bro til Provençals skønhed og understreger betydningen af denne periode i Van Goghs arbejde, mens han søgte terapisøge i den rolige tiltrækning af livet på landet.