I dette betagende værk stiger den ikoniske silhuet af Parlamentet op mod baggrunden af en bevægende solnedgang. Scenen er malet med en blød, uklar teknik, der fremkalder en drømmende tilstand og indkapsler Monets fascination for lys og atmosfære. Hver penselstræk fanger ubesværet overgangen fra dag til nat; de mørke konturer af tårnene og bygningerne er indhyllet i et tåget skær, der antyder øjeblikkets flygtige skønhed. De glitrende vandrefleksioner en varm orange og dybe røde nuancer, og det bølgende mønster indbyder betragteren til at reflektere over den fred, en sådan scene kan inspirere. Monets beherskelse af farvedynamik er her tydelig, da han kombinerer en relativt afdæmpet palette med livlige nuancer, der danser over lærredet.

Den følelsesmæssige indflydelse af dette stykke ligger i dets evne til at transportere os til en anden tid og sted, hvor natur og urbanitet smelter sammen og skaber en fredfyldt oase midt i kaos. Det taler til betragterens længsel efter skønhed og fred, og genlyder med livets flygtige natur. Malet i en periode med dramatiske forandringer i England opsummerer dette værk essensen af den impressionistiske bevægelse, som ofte hyldede øjeblikket. Når betragteren ser på dette værk, kan de ikke undgå at føle en forbindelse til tidens gang, som afspejles både i den lyse himmel og i det stille vand, dykker ned i den flygtige prakti naturens lys.