I dette fantastiske landskab udspiller en fredfyldt eftervirkning sig under en vid himmel. Lærredet domineres af den storslåede tilstedeværelse af skyer, malet med sådan finesse at de synes at svæve ubesværet over horisonten. Samspillet mellem lys og skygge giver scenen et dramatisk præg; mørke skyer hænger truende i det fjerne, hvilket antyder den nyligt passerede storm. I forgrunden ses en blød skråning prydet med træer, hvis frodige løv er malet i forskellige nuancer af grønt, som symboliserer naturens modstandskraft. Bag bakken strækker stille vand sig ud, hvilket afspejler de bløde farver i himlen og indbyder beskuerens øje til at vandre mod horisonten.

Farvepaletten udgør en delikat balance mellem bløde blå og grønne nuancer, præget af gyldne nuancer, der indikerer, at solen måske forbereder sig på at bryde frem efter det stormfulde vejr. Denne følelse af fred efter stormen er mærkbar; man kan næsten høre det blide kluk af vandet, der slår mod kysten, og naturens hvisken, der vender tilbage til livet. Historisk set fanger dette værk essensen af romantikken, hvor naturens skønhed ofte fungerer som baggrund for at udtrykke menneskelige følelser og oplevelser. Dette værk resonerer med den dybe forbindelse mellem menneskeheden og naturen — et udtryk for Savrasovs kærlighed til landskaber, der blomstrer i deres autenticitet og vitalitet.