Kunstværket transporterer os ind i det solbeskinnede interiør i en stor katedral. Legen med lyset er udsøgt og strømmer fra de usynlige vinduer og belyser de majestætiske søjler, der strækker sig mod det hvælvede loft. Skyggerne danser på stengulvet, og kunstneren har fanget selve essensen af rummet - historiens vægt, den stille ærbødighed, arkitekturens enorme skala. Lyset forstærker også mosaikken og antyder en guddommelig tilstedeværelse.

Detaljerne er ekstraordinære, fra teksturerne på den slidte sten til de subtile farveskift. Figurerne, hvor små de end er, er gennemsyret af en følelse af formål, måske i bøn, der afspejler stedets højtidelighed. Kompositionen trækker øjet opad, mod lyset, mod himlen og skaber en følelse af ærefrygt og kontemplation. Farvepaletten er dæmpet, men rig, med bløde blå, okker og brune farver, der skaber en fredfyldt og næsten æterisk atmosfære. Det er et øjeblik fanget i tiden, gennemsyret af en dyb følelse af spiritualitet.