Dette stemningsfulde akvarelmaleri fører beskueren til ruinerne af gamle akvædukter, rester af en engang mægtig civilisation, nu blødt op af tidens gang. Kompositionen balancerer på mesterlig vis arkitektonisk pragt med landlig ro: høje akvæduktbuer strækker sig over den vide slette, og de vejrbidte sten skinner varmt i det diffust eftermiddagsslys. Foran ses et par æsler drikke ved en lille, fredfyldt dam, mens en ensom skikkelse tilfører landskabet et menneskeligt element. De fjerne bjerge, nogle dækket af skyer eller røg, danner en majestætisk baggrund, der understreger, hvordan naturen generobrer disse historiske levn. Kunstnerens mesterlige brug af bløde, jordagtige toner — bleg okker, dæmpede grønne og blide blå nuancer — giver værket en rolig, eftertænksom stemning, der opfordrer til refleksion over menneskelige bedrifters forgængelighed over for naturens evighed.