I dette fantastiske værk bryder de første solstråler igennem en himmel malet i sølvblå nuancer og oplyser en rolig landsbyscene dækket af et nyt lag sne. Seeren bliver inviteret til at vandre ned ad den mudrede sti, der smukt svinger mellem halvmaskerede huse, hvis varme ocrevægge kontrasterer med de kolde vinternuancer. Monet's penselstræk er vidunderligt frit, og skaber en rolig bevægelse i scenen, mens sneen fremstår både skinnende og blød, som om man kunne række hånden ud og føle kulden. De skeletale træer, som flankerer siderne, strækker sig mod himlen, deres nøgne grene let dækket med rimfrost, hvilket skaber en smukt melankolsk kontrast til soliditeten af stierne og strukturerne. De atmosfæriske forhold fanger effektivt et flygtigt øjeblik i tiden: roen fra en vintermorgen, hvor hvert element trækker vejret i fred.

Monet's talent for at fange lys og skygge er tydeligt i den subtile farvegradering over lærredet. Læg mærke til, hvordan sneen synes at shine, idet den reflekterer og bryder det bløde morgenlys, der fremhæver teksturen af træer og bygninger. Dette værk kan ses som en legemliggørelse af impressionismen, der bevæger sig væk fra streng realisme for at udforske den subjektive oplevelse af naturen. Her, i det sneklædte landskab, finder vi ikke kun en skildring af en kold årstid, men også en følelsesmæssig resonans, der taler om den stille skønhed ved ensomhed, og vækker følelser af nostalgi og ro. Penselstrækkene pulserer med liv, og hvert stræk bidrager til en større stemning, der er evig for den menneskelige sjæl, og påkalder tanker om stille refleksion på baggrund af vinterens omfavnelse.