I dette fængslende værk trækker lag af bløde pastelfarver og eteriske penselstræk beskueren ind i en drømmende fortolkning af Londons skyline. Den fremtrædende silhouette af den egyptiske obelisk står i kontrast til bygningerne ved Charing Cross, der tilsyneladende er tabt i morgenens tåge. Monet's penselarbejde er både flydende og spontant og fanger den flygtige skønhed af lyset, der danser over Themsen; refleksionerne glitrer med nuancer af blå, grøn og blød rosa, som om selve floden er fanget i en delikat drøm.

Atmosfæren udstråler en følelse af ro, der fremkalder stilheden ved daggry, hvor tiden tilsyneladende er standset. Den uklare horisont, præget af bløde arkitektoniske former, antyder ikke blot et landskab, men også et følelsesmæssigt landskab. Dette stykke fanger essensen af en æra, hvor det traditionelle og det moderne var i konstant dialog. Monets tilgang fungerer som visuel poesi; det tvinger os til at stoppe op, trække vejret og dykke ned i den flygtige skønhed, der findes i krydsfeltet mellem natur og byliv.