I dette maleri ser vi en fredelig spædbarn ligge på en lille madras, der flyder i et frodigt vandlandskab. Barnet er omgivet af en glorie af lys, hvilket antyder en guddommelig betydning og symboliserer uskyld og hellighed. Rundt barnet findes sarte blomster og flyvende fugle, som tilfører en lyrisk blødhed til de monumentale ruiner i baggrunden, der minder om oldtidens egyptiske arkitektur med sfinkser og ødelagte søjler. Kontrasten mellem det skrøbelige nye liv og historiens vægt er tydelig.

Kunstneren anvender en rig, varm farvepalet domineret af dybe brune, gyldne og dæmpede grønne nuancer og blander lys og skygge mesterligt for at fremkalde både mystik og ro. Kompositionen leder beskuerens blik fra det lysende spædbarn i forgrunden til de gådefulde ruiner og inviterer til refleksion over tidens gang og den guddommelige beskyttelse af uskyld. Den følelsesmæssige effekt er både øm og imponerende og gennemsyret af symbolik typisk for romantikken i det 19. århundrede med fascination for spiritualitet og eksotisk fortid.