I dette fængslende kunstværk udfolder et roligt arkitektonisk rum sig under en vidstrakt azurblå himmel. Den lysende hvide marmor fra moskeen glitrer under sollyset og spejler en række indviklede detaljer, fra de delikate kupler på toppen af konstruktionsværket til de udsmykkede buer og søjler, der rammer gården ind. De kolde skygger, der kastes af de arkitektoniske elementer, giver en overraskende kontrast til de solbelyste overflader, hvilket fremhæver dybden og dimensionen i scenen; det er, som om man kunne træde ind i denne oase af ro. Langt fra storheden udforsker en ensom figur i det fjerne stille dette storslåede rum og tilføjer en følelse af skala til det samlede kompositionsbillede, mens den inviterer til refleksion over det hellige miljø.

Farvebrugen er særligt opsigtvækkende; kunstneren bruger dygtigt en klar palet, der domineres af hvide og varme jordfarver, og skaber en harmonisk balance, der fremkalder en følelse af fred og respekt. Hver eneste detalje er omhyggeligt gengivet, og viser ikke bare den æstetiske skønhed af moskeen, men også dens rolle som et spirituelt fristed. Denne del, malet på et tidspunkt hvor den vestlige interesse for den østlige kultur voksede, bærer historisk betydning - den fanger et øjeblik i den vedvarende dialog mellem kulturer. Opmærksomheden på arkitektoniske detaljer og lys i dette værk placerer det som et strålende eksempel på 1800-tallets religiøse kunst, som runger med kunstnerens dybe værdsættelse for skønhed og spiritualitet.