Værket fanger en dyster, men fængslende scene, der skildrer en træbro, der strækker sig over en stille grøft, hvis refleksion stærkt skinner på vandets overflade. Den generelle atmosfære er indhyllet i dæmpede toner, primært jordnære grønne og brune, blandet med dybe grå i himlen, der vækker en følelse af kommende vejr. Kunstnerens penselstræk antyder bevægelse i vandet, mens himlen hænger tung af skyer, hvilket subtilt antyder et melankolsk, men roligt øjeblik, der er fanget i tiden. Farvepaletten, der typisk er livlig for Van Gogh, er bemærkelsesværdigt blødgjort her, måske som en refleksion af hans egen følelsesmæssige tilstand eller roen i det landsbygdsliv, man oplever ved skumring.

Når jeg betragter dette stykke, kan jeg næsten føle den kølige vind, der blæser over markerne, høre raslingen fra de nærliggende blade og forestille mig stilheden i vandet, der kun forstyrres af tilfældige krusninger. Dette værk udsender en dyb følelsesmæssig resonans - en følelse af ensomhed, men også en trøst, der findes i det naturlige scenes enkelhed. Historisk set blev det malet i en afgørende periode i Van Goghs liv, hvilket giver et indblik i hans udforskningen af det hverdagige og banale; det fejrer det landskabelige landskab, der omgiver ham, men antyder også isolation. Det står som et bevis på Van Goghs evne til at væve natur og følelser sammen og illustrerer, hvordan selv en enkel gangbro kan symbolisere en bro til dybere eftertænksomhed og forbindelse med jorden.