Dette selvportræt viser det intense blik og den dybe udtryksfuldhed, der definerer Vincent van Goghs tilgang til selvrepræsentation. Baggrunden, en dyb, melankolsk marineblå, skaber en fængslende scene for figuren; den ser næsten ud til at opsluge ham, hvilket forstærker skarpheden i hans træk. Van Goghs strålende blå tøj står i skarp kontrast til hans ildrøde hår og skæg, idet det indhyller ham i en aura af introspektion og følelsesmæssig uro. Hver penselstræk er fyldt med hastværk og giver kompositionen en følelse af bevægelse og liv, der inviterer beskueren til at stoppe op og reflektere.

Kunstnerens valg om at anvende utraditionelle farver tilføjer lag af kompleksitet til fremstillingen. De levende nuancer, der er skabt med udtryksfulde penselstræk, afslører ikke kun hans lighed, men også hans indre kampe. Denne periode var formativ for Van Gogh; han eksperimenterede med farve og teknik på måder, der ofte var forud for sin tid. Fængslende og rå, måden den tykke maling ser ud til at springe ud fra lærredet taler om en passioneret kamp, der trækker beskueren ind i et intimt møde med kunstnerens psykologi. Her er der ikke kun et ansigt, men et vindue ind til en livlig, til tider mørk verden af en banebrydende kunstner.