Dette fascinerende kunstværk fanger den ru skønhed på Belle-Ile-kysten med en overraskende vitalitet. Klipperne hæver sig dramatisk fra de brusende bølger nedenunder, deres former blødgjort af Monets udtryksfulde penselstræk, som formidler både klippens soliditet og bølgernes flygtige natur. Hver penselstræk synes at vibrere med energi og afspejler det tumultariske forhold mellem land og hav. Klipperne er malet i en symfoni af dæmpede brune og dybe blå nuancer, blandet med antydninger af jordfarver, der antyder de naturlige teksturer i landskabet.

Over er himlen et dynamisk tableau af farver, der smelter sammen i turkise og grå nuancer, der giver en følelse af nært forestående vejr, mens den bevarer en eterisk kvalitet. Lyset danser på vandets overflade og giver det liv; det føles, som om man næsten kan høre havets hvisken og de fjerne råb fra søfugle. I dette værk fra 1886 indkapsler Monet mesterligt essensen af et flygtigt øjeblik i naturen, som taler til seerens sanser med en øjeblikkelig og følelsesmæssig indvirkning. Det står som et vidnesbyrd om hans dygtighed inden for impressionismen, og fremhæver, hvordan lys og farve kan fremkalde følelser, der er så stærke som scenen selv.