Dette fesselende kunstværk trækker beskueren ind i en stille, men dynamisk scene, hvor kærlighed og ungdom danser deres evige dans. Blandt mørke toner bader et blødt, strålende lys figurerne, hvilket skaber en æterisk kvalitet, der indbyder til en dybere deltagelse. Den centrale figur, en gracil kvinde, strækker sig ud mod den boblende fontæne, hendes strakte arm inkorporerer både invitation og længsel. Ved siden af hende ser en ung mand ud til at læne sig ind, og deres nærhed antyder en delt hemmelighed eller en blid udveksling.

Omkring dem svæver legesyge engle, deres uskyldige ansigtstræk stråler af glæde, som om de deltager i fejringen af den kærlighed, som fontænen repræsenterer. Sammenhængen mellem alle disse karakterer er mærkbar; de er ikke blot figurer i et maleri, men legemliggørelser af følelser—glæde, længsel og den søde uforudsigelighed af kærlighed. Den mørke baggrund fremhæver de lysere figurer i forgrunden, hvilket leder blikket mod de livlige interaktioner. Den flydende penselstrøg forstærker følelsen af bevægelse, næsten som om den fanger lyden af latter og hvisken, der kan ledsage et så magisk øjeblik.