Scenen er sat på en høj, klippeagtig platform, hvor en kvinde sidder med en rolig, men kraftfuld tilstedeværelse. Hun bærer en blå kjole dekoreret med sarte, hvide stjerner og en hvid bluse under; hendes gyldne hår er kronet—måske som symbol på visdom eller inspiration. Rundt hende leger buttede putti med næsten gennemskinnelige kroppe, der står i skarp kontrast til de jordfarvede klipper. Disse putti, der spiller på musikinstrumenter og bærer kranse, synes at repræsentere poesins muser eller ånder, som tilfører scenen en mytisk kreativitet.

Kunstnerens penselstrøg veksler mellem bløde og definerede: baggrundens bjerg og himmel opløses i en tåget dis, der forstærker den drømmende atmosfære, mens kvinden og putti´erne er udført med større klarhed og træder dermed frem. Paletten kombinerer dæmpede brune og grå toner med livlige blå og ferskenfarvede hudfarver, hvilket balancerer alvor og livskraft. Kompositionen er flydende; putti'ernes cirkulære bevægelser leder blikket naturligt mod centralfiguren. Dette vækker en følelsesmæssig respons, der er både beroligende og opløftende, som et hvisken om poesiens og inspirationens evige kraft. Historisk set afspejler værket en romantisk idealisering af den intellektuelle og kunstneriske oplysning fra det 18. eller tidlige 19. århundrede og er en tidløs hyldest til kreativ inspiration.