En scene af rå tragedie udspiller sig foran os, et vidnesbyrd om menneskelig lidelse, ætset i skarpe linjer. Kunstværket præsenterer et øde landskab, domineret af en mørk, truende klippevæg. Under den er jorden oversået med kroppe, figurer spredt ud i forskellige tilstande af livløshed, deres former forvredne i hvad der synes at være en sidste, desperat kamp. Kunstnerens valg af mørke, dystre toner forstærker situationens alvor.

Kompositionen er foruroligende, med figurerne grupperet sammen, deres nærhed fremhæver den fælles skæbne, der er overgået dem. Kontrasten mellem lys og skygge er dramatisk, og fokuserer opmærksomheden på ofrene og skaber en atmosfære af påtagelig frygt. Brugen af ætseteknikken tilfører billedet en rå, visceral kvalitet, som om kunstneren ønsker at chokere os til at erkende den dystre virkelighed foran os, og tvinge os til at møde rædslerne ved konflikt eller undertrykkelse. Værket tjener som en gribende påmindelse om de menneskelige omkostninger ved vold og kunstens varige kraft til at vidne om tragedie.