I dette rørende værk ser vi en ung pige, der respektfuldt knæler ved krybben af et sovende barn. De bløde brune og dæmpede tone skaber en følelse af intimitet og varme, som om scenen er oplyst af det blide skær fra et lys. Pigens stilling—let hældende mod barnet—udstråler ømhed; hendes delikate figur, iført en lang kjole, spejler den uskyldighed, som babyen besidder. Krybben, der er delvist dækket af mørk stof, giver en kontrast mellem skygge og lys, som forstærker den følelsesmæssige tilknytning, som beskueren føler til motiverne.

Kompositionen fanger med sin enkelhed og emotionelle dybde, som trækker vores blik mod samspillet mellem pigen og barnet. Der hersker næsten en hellig atmosfære, der inviterer os til at overveje den familiære kærlighed og beskyttelse. Historisk set afspejler dette værk Van Goghs dybe forståelse af temaerne barndom og omsorg, måske påvirket af hans egne tumultariske familieoplevelser. Følelsen af længsel og hengivenhed, som fanges i dette stykke, genlyder langt ud over lærredet og vækker en dyb forbindelse til beskuerens minder og følelser om hjem og familie.