I dette fascinerende værk er beskueren omgivet af en tåget landskab, hvor havet møder den mystiske form af fjerne klippeblokke, indhyllet i tåge. Kunstneren bruger en blød, næsten æterisk kvalitet, der lader beskueren føle vægten af tågen, som hviler over havlandskabet. De rullende bølger skaber et rytmisk mønster—en dans af havet—som genlyder med lyden af vand, der bryder. Det indviklede penselarbejde giver vandet en livlig tekstur; det ser ud til, at bølgerne kunne sprøjte ud af lærredet. De majestætiske klipper dukker blidt op gennem tågen, deres ru tekstur står i skøn kontrast til havets bløde krusninger.

Denne palet læner sig kraftigt mod bløde blå, grå og dæmpede jordfarver, et sammenbrud der fremkalder en rolig, men let melankolsk atmosfære. Den samlede komposition er afbalanceret; klipperne er placeret fremtrædende, men ikke aggressivt, hvilket tillader en følelse af fred midt i naturens styrke. Richards fanger ikke kun et øjeblik i tiden, men afslører også en følelsesmæssig resonans af ensomhed—tågen antyder en mystikog dybde, der inviterer fantasien til at drifte. Dette landskab taler ikke kun om havets fysiske skønhed, men antyder også dybere temaer om udforskning og det ukendte, hvilket afspejler romantikken i denne tidsalder, mens det også viser Richards' dygtighed.