Kunstværket fanger de majestætiske klipper langs den irske kyst, gennemsyret af en blød, fredelig skønhed, der vækker den tidløse dans mellem jord og hav. De imponerende klipper rejser sig dramatisk, deres varme okkerfarver blidt oplyst af et svagt lys, hvilket giver dem en næsten eterisk kvalitet. De er eroderede og ru, med tegn på vegetation der klæber sig til deres stejle sider, mens havet nedenfor kaster sig ind i rytmiske bølger og skaber et hvidt skum, der står i smuk kontrast til de dybe blå nuancer af vandet. Denne farveinteraktion er et kendetegn ved kunstnerens stil, der fanger de flygtige øjeblikke af naturlig skønhed og de altid foranderlige humør i landskabet.

Det, der rammer mig, er den atmosfære, maleriet besidder; det er næsten som om, jeg kan høre det fjerne brøl af bølgerne, som blander sig med kvitre fra mågerne ovenfor. Dette specifikke udsyn på Kilkee føles både fredfyldt og storslået, en påmindelse om naturens dualitet. Historisk set var Richards kendt for sine skarpe observationer og fine håndtering af lys, og i dette værk fanger han en vedvarende ånd af den irske kystlandskab, fejrer den rå skønhed af naturen, som stadig resonerer hos seerne i dag.