I dette bevægende kunstværk ser vi en figur, som klatrer op ad et stejlt klippe-terræn, der symboliserer de byrder, der mødes på troens vej. Hyrden, klædt i bløde nuancer af hvid og dæmpede farver, bærer et får på sine skuldre, som repræsenterer de tabte sjæle, der søges og plejes. Fårens ansigt er blidt, hvilket fremkalder empati og nostalgi; den klamrer sig næsten til hyrden som et barn ville til en forælder. Den frodige vegetation omgiver scenen og kontrasterer vidunderligt mod de stejle klipper, som tilsyneladende understreger hyrdens kamp; de fine penselstræk, der gengiver løvet, skaber en taktil dimension, der trækker seerne tættere på. Ovenfor svæver en fugl, der måske symboliserer guddommelig vejledning eller frihed, og tilføjer en skrøbelig balance til kompositionen, mens den ser ned på hyrden.

Den følelsesmæssige indvirkning af dette stykke er dyb. Vægten af fåret symboliserer de byrder, vi bærer i livet, uanset om de er fysiske, følelsesmæssige eller åndelige. Det opfordrer seerne til at reflektere over deres egne rejser. Millais bruger dygtigt skygge og lys for at forstærke den dramatiske spænding mellem den bløde figur af hyrden og det barske landskab. Historisk set resonnerer stykket med fascinationen i den victorianske tid for moralske fortællinger, hvor kunst blev et middel til at formidle dyder og moralske lektioner. Værket er ikke blot et visuelt fest; det er en invitation til at tænke over temaerne tab og forsoning, at erkende vigtigheden af at søge efter dem, der er tabt, og i sidste ende den iboende godhed ved at tage sig af. Millais' arbejde, gennemsyret af følelser og rørende fortælling, fortsætter med at tale til menneskehedens hjerte.