Dette teksturrige værk skildrer en bevægende scene, hvor de fine, næsten skitseagtige penselstrøg skaber en følelse af nærhed og umiddelbarhed. I centrum står en kvinde iført kongelige klæder med en gylden krone, som antyder adel eller hellighed, og hun plejer nænsomt sårene på en siddende figur. Omkring dem er en gruppe tilskuere malet med brede, ekspressive penselstrøg, som om de er opslugt af øjeblikkets følelsesmæssige tyngde. Kompositionen domineres af en stærk kontrast mellem lys og skygge: de oplyste figurer træder frem fra en dybt mørk baggrund og bringer varme og fokus til barmhjertighedens handling.

Farvepaletten består af jordfarver og dæmpede nuancer, mens den gule nederdel på den siddende kvinde og den gyldne krone tilfører levende accenter, der fanger blikket. Atmosfæren balancerer mellem realisme og impressionisme og indfanger ikke kun de fysiske former men også den immaterielle atmosfære af helbredelse og venlighed. Malet i slutningen af det 18. århundrede afspejler værket tidens religiøse følsomhed og kunstneriske udforskning og fremhæver en scene af hellig velgørenhed. Penselstrøgenes grovhed og den afdæmpede palette skaber en alvorlig, men håbefuld følelsesmæssig effekt og er et stille, men kraftfuldt vidnesbyrd om empati og hengivenhed.