Denne stærke og rørende scene udfolder sig under en mørk og truende himmel og fanger et øjeblik af rå menneskelig frygt og brutalitet. På den ene side står en gruppe ubevæbnede civile, genkendelige som spanske gerillakrigere, midt i krigens rædsler. De er badet i et hårdt, dramatisk lys, der fremhæver deres angst og fortvivlelse. Centralt i kompositionen står en figur i hvid skjorte med hævede arme, der legemliggør både overgivelse og en næsten kristuslignende uskyld midt i volden. Kontrasten mellem lys og skygge er slående; ofrenes ansigter og kroppe træder frem fra en bakke oplyst af et gulligt skær, mens henrettelsespuljen i mørke uniformer uden ansigter skyder nådesløst. Soldaternes anonymitet formidler en upersonlig, mekaniseret grusomhed.

Goyas mesterlige brug af chiaroscuro intensiverer den følelsesmæssige belastning, mens den kalkulerede opstilling af figurer skaber en balanceret, men kaotisk spænding. De livløse kroppe i forgrunden forankrer scenen i rædsel, hvilket gør massakrens ødelæggende omkostninger håndgribelige. Den mørke baggrund og de truende bygninger antyder stille den uhyggelige tilstedeværelse af autoritær magt. Det historiske tyngdepunkt i dette maleri ligger i den direkte skildring af henrettelsen af spanske modstandsfolk af Napoleons tropper i 1808 — et gribende vidnesbyrd om krigens grusomhed og menneskets ånds udholdenhed. Dets kunstneriske betydning findes ikke kun i det dramatiske realisme, men også i dets banebrydende rolle inden for politisk og social kritik, der vækker empati og vrede på tværs af generationer.