I dette fængslende værk træder to figurer frem fra et gyldent hvedefelt; det solbelyste landskab hvisker fortællinger om landlig glæde og intimitet. De dybere nuancer af hvede svajer blidt og antyder en varm brise, der synes at kærtegne figurerne, mens den livlige aura fanger flygtige øjeblikke af barndommens uskyld og blidhed. Den liggende kvinde, med sit bløde udtryk, legemliggør en rolig sensualitet, der harmonisk komplementerer drengen, som legende interagerer med hende.

Fragonards mesterlige penselstræk tilfører scenen en følelse af bevægelse og liv; de flydende stoffer understreger rytmen af naturen omkring dem. Den pastelpalet af cremehvide, lette rosa og guldgule farver beroliger øjet og indfrier en generel varme, som omfavner betragteren. Dette stykke udstråler følelsesmæssig dybde, vækker nostalgi for enklere glæder, samtidig med at den kommenterer livets flygtige og skrøbelige aspekter og holder en balance mellem uskyld og tiltrækning.