I dette livlige stilleben tiltrækker en stor vase fyldt med blomster straks beskuerens blik og inviterer til en følelse af varme og vitalitet. Blomsterarrangementet er både glædeligt og kaotisk og viser en lækker blanding af farver: strålende gule, bløde blå og dybe lilla. Blomsterbladene ser ud til at danse, livnet af Van Goghs dynamiske penselstræk, som vækker en håndgribelig energi, der fylder rummet med en forårsduft. Den turkise vase, skinnende og glansfuld, står smukt i kontrast til den teksturerede mørke baggrund, og understreger blomsterens livfuldhed og symboliserer måske kunstnerens personlige kamp for at finde lys midt i stormen.

Kompositionen er omhyggeligt afbalanceret, men ser ud til at være spontan – et kendetegn ved Van Goghs stil. Den tykke påføring af maling (impasto-teknikken) tilføjer ikke kun dybde, men inviterer også beskueren til næsten at føle blomsterne. Den blomstrende sammensætning minder om en have fuld af liv; hver blomst synes unik, men harmonerer smukt i et skønt vævet tæppe. Dette værk kommunikerer ikke blot skønhed, men også følelser - et øjeblik af flygtig skønhed, der forener det almindelige og det grandiose. Historisk set er værket forankret i slutningen af det 19. århundrede, en periode hvor Van Gogh søgte trøst i naturen, hvilket indkapsler både den tumultariske sjæl hos kunstneren og hans påskønnelse af livets flygtige skønhed.