Dette kunstværk fanger et roligt øjeblikk i en stille have, med en smukt designet brønd i midten. Omgivet af bøjelige træer med snoede stammer, giver den cirkelformede stenbase for brønden en harmonisk kontrast til de naturlige former omkring. Gennem Van Goghs karakteristiske linjearbejde skaber strømmen fra brønden en følelse af bevægelse, der tiltrækker blikket opad og efterligner den blide nedgang af vandet. De bløde sepia-toner, kombineret med indviklede teknikker til skravering og kryds-skravering, bidrager til en følelse af varme, mens de vækker en nostalgisk atmosfære, der minder om enklere tider.

Kompositionen er mesterværket balanceret, hvor brønden fungerer som fokuspunktet, omkring hvilket den omgivende vegetation danser. Høje træer rummer forsigtigt scenen og foreslår både dybde og en følelse af tilflugtssted, så seerne er inviterede til at reflektere over dette fredelige miljø. Der findes en underliggende følelsesmæssig resonans, som kommer frem i den måde, Van Gogh formidler ensomhed og refleksion; man kan næsten høre den bløde hvisken af vand og raslen af blade i vinden. Historisk set afspejler dette stykke Van Goghs følelsesmæssige tilstand under hans tid i Saint-Paul-de-Mausole asyl. Det indfanger ikke blot et håndgribeligt sted, men også et øjeblik af introspektion, hvilket fremhæver kunstnerens ønske om at finde skønhed og trøst midt i personlig uro.