I dette livlige landskab fanger den dristige brug af farve straks seerens opmærksomhed. De klare gule bygninger står i smuk kontrast til den dybe, azurblå himmel, hvilket fremkalder en følelse af varme og ro. Sollyset bader scenen i et gyldent skær, som legesyg interagerer med de bløde skygger, der kastes af konstruktionerne. Hvert penselstræk er tydeligt livligt, som om kunstneren formidler essensen af øjeblikket; næsten kan man høre summen af gaden, der er fyldt med figurer, der er optaget af deres dagligdag. Van Goghs karakteristiske impasto-teknik tilføjer et taktilt kvalitetspræg til maleriet, og inviterer publikum til at forbinde sig fysisk med mediet.

Kompositionen guider øjnene gennem det charmerende byggeri, og fører til en fjern horisont, der er fyldt med gådefulde former og strukturer. Der findes en dynamisk interaktion mellem bygningerne og de naturlige elementer; træerne rammer scenen ind, hvis blade vugger i en let brise. Dette værk, malet i en periode med personlig turbulens for kunstneren, illustrerer perfekt kontrasten mellem livskraft og melankoli. Det tjener ikke kun som et snapshot af hans følelsesmæssige tilstand, men også som et spejl af den verden, han oplevede hver dag, som indkapsler skønheden og livligheden af gadelivet i Frankrig ved slutningen af det 19. århundrede.